Der er indgået forlig i Gentofte Kommunalbbestyrelsen for de næste to år, 2027-2028.
Læs om den her
Rammerne på plads for de næste år! Tak for samarbejdet.
Fundamentet for Gentofte Kommune er vores økonomi og der står vi stærkt. I fællesskab har kommunalbestyrelsen forhandlet sig på plads i en ny 2-årig aftale hvor der kan investeres mere. Viceborgmester Niels Gyldenlund Mikkelsen glæder sig over det gode samarbejde ledet af borgmester Michael Fenger.
“Det er en stor opgave at prioritere rammerne for en kommune, men jeg synes alle har bidraget til en løsning hvor alle kan se deres fingeraftryk. Jeg er glad for at vi kan investere i at styrke trivsel og tryghed for vores borgere og at vi fortsat skaber løsninger i samspil med borgere i vores opgaveudvalg. I Socialdemokratiet ønsker vi at kommunen opleves som relevant og tæt på borgernes hverdag.
Socialdemokratiet ønsker et Gentofte i balance. Budgettet er i balance via en stærk økonomi, og den politiske balance er også på plads.
Vi er tilfredse med at vedtage et budget, der netop styrker balancen – ikke mindst i ældreplejen, i daginstitutionerne og i skolerne.
Vi er særligt glade for, at vi investerer i en pårørendevejleder på ældreområdet, udvider sundhedsplejen, prioriterer det boligsociale og fattigdomsbekæmpende arbejde, sætter ind over for skolevægring, samt videreudvikler jobløftet og fortsætter arbejdet for at få ledige til at vælge en fremtid inden for sosu-området.
Dertil kommer investeringer i sport, kultur, kollektiv trafik og civilsamfundet.
Men for at få et Gentofte i balance skal vi fortsat afsøge mulighederne for almene boliger og ikke mindst seniorbofællesskaber. Det vil vi arbejde for i de kommende år.”

